Byggeriet er kommet godt fra start i 2025 og nu går byggefolkene hos A. Enggaard A/S for alvor i gang med at rejse det første bykvarter i Vridsløses sydvestlige hjørne. Arbejdet kommer i kølvandet på en længere periode med byggemodning af området, som nu er veloverstået.
A.Enggaard startede i uge 43 sidste år med udgravningen til kælderen i det første karrébyggeri i det kommende bykvarter, som får navnet ’Skydebanen’.
Karrébyggeriet vil indeholde 165 lejligheder fordelt på ca. 12.500m2, når byggeriet står færdigt og er klar til indflytning i slutningen af 2026.
Inden juleferien 2024 blev der i området flyttet 17.500 tons jord, støbt fundamenter samt etableret terrændæk – dvs. selve betongulvet.
Arbejdet er nu skredet så tilpas planmæssigt fremad, at de første betonelementer – også kaldet råhuset - netop er blevet rejst, og med dette kan den nye bydel Vridsløse for alvor ses spire op af den gamle fængselsmuld.
Elementerne i det det første bykvarter forventes at stå færdige i slutningen af juni 2025.
Det første karrébyggeri – blandt byggefolkene kaldet V16 - står projektleder Susanne Andersen og byggeleder Martin Agger for at føre sikkert i mål.
Deter A. Enggaards projektchef Jimmi Normann Balouch, som har ansvaret for udførelsen på hele Vridsløse, og også han ser frem til at forme Albertslunds kommende bydel:
’’Det er en tid vi i spænding har gået og ventet på efter et stort arbejde med udvikling af lokalplan og projektering af byggefelterne. Nu kan vi snart se, hvordan bygningerne tager form og stiger op gennem jorden. Vi er både ydmyge og stolte over at vi nu er kommet hertil, og vi glæder os til kunne aflevere denne nye bydel til Albertslund over de næste mange år.’’
Det nye bykvarter, som nu rejser sig, er ikke det første synlige tegn på den kommende bydel. Tilbage i oktober 2024 etablerede A. Enggaard et helt nyt lyskryds ud fra Roskildevej 157 / 163-165, for at sikre den fortsatte fremdrift med udviklingen af Vridsløse.
Med venstre- og højresvingsbaner til og fra Roskildevej vil trafikkrydset nemlig på sigt tjene som adgangsvej for tung trafik til og fra byggepladsen bag det gamle statsfængsel. Lyskrydset vil også betjene de kommende boliger og øvrige funktioner i den nordlige del af Vridsløse.
Med højre- og venstresvingsbaner sikres en lettere afvikling af svingende trafik til og fra den kommende bydel. Det nye lyskryds er samtidigt brugbart for cyklister og fodgængere, når området er udbygget.
Allerede nu bruges lyskrydset ifm. hverdagskørsel for ansatte hos bl.a. Hans Knudsen Instituttet, G4S og A. Enggaard A/S.
Det var A. Enggaards entrepriseleder Mads Haastrup, som var ansvarlig for udførelsen af lyskrydset, og foruden en stor ros til de arbejdende byggefolk, så takker Haastrup også kommune og lokalmiljø for hjælpen med at komme sikkert og planmæssigt i mål med det nye lyskryds:
”Vi er glade for det hensyn trafikanterne har udvist vores arbejdende folk. Det gælder også den imødekommenhed og velvilje vi er blevet mødt med af både Albertslund Kommune og de omkringliggende beboere, når vi er stødt for uforudsete udfordringer, der har krævet hurtig handling. En særlig tak til Albertslund Smørrebrød og frisør Louise Modig, som er kommet med forsyninger til os, når vi ikke selv har husket frokosttiderne.”.
Den 160.000 kvadratmeter store fængselsgrund udvikles over de kommende år til en bydel med navnet Vridsløse, med kulturpunktet Porten som bydelens kommercielle og kulturelle samlingspunkt. Bag udviklingen står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard A/S og Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA. Læs mere på www.vridsloese.dkog www.porten.dk.